Fortiden på godt og ondt

Ulvejægere. 1/7 (Min egen historie)

8. april 2017

Da jeg var yngre elskede jeg og skrive historier, men fik desværre næsten aldrig færdiggjort nogle af dem, med undtagelse af en ”ULVEJÆGEREN” Og den syntes jeg i skal have som blog indlæg den kommer i 7 Kapitler og er skrevet stor set ordret af min egen historie, Jeps var en meget specielt barn og har nok set nogle gyserfilm jeg muligvis ikke skulle have set, eller kunne jeg se ånder? Haha tror nærmere mest på det første  – Men håber i får et godt grin over min historie, jeg syntes den er sjov den dag i dag, men var meget stolt af den da jeg var yngre.

Kapitel 1. Stemmens første lyd

Sabine sidder i sin vindueskarm, hun kigger ud på fuldmånen. Hun åbner vinduet, de eneste lyde, der kommer, er lydende fra ulvene der hyler. Det giver hende kuldegysninger, så hun lukker stille vinduet igen, rejser sig op og lægger sig over i sin seng. Hun trækker dynen godt op om hovedet mens hun ligger og tænker på ulvene, Da hun hører en stemme hviske ”SABINE” Hun vender sig med et sæt om! – Hendes hjerte går i stå i et kort sekund, hun kigger rundt i værelset, men der er ingen. Sabine vender sig igen og lukker øjnene.

Igen høre hun ”SABINE” hun kniber øjnene sammen, og prøver at holde på tårerne, hun er bange, men hun syntes det er pinligt at hente sine forældre, hun bliver bare liggende, og til sidst falder hun i søvn.

Hun vågner med et sæt, da hun høre stemmen igen, ”SABINE” hun skyder sig at rejse sig uden at kigge på klokken, hun løber ud af døren og smækker den bag sig, løber ned af trapperne og ned i stuen, hun ligger sig på den kolde klistrede lædersofa, hun tørrer tårerne væk, da hun høre skridt på trappen. ”Godmorgen mor” råber hun, min ingen svarer.

Hun kigger hen mod trappen, men der er ingen, hun kniber øjnene i og hvisker ”Hvorfor mig” En stemme hvisker ”VÆR IKKE BANGE SABINE” hun stivner af skræk og prøver at holde på tårerne, en stemme siger ”SABINE”

Hun mærker noget tungt på sin dyne, som om en har lagt sin hånd der, hun tager dynen af og råber i angst ”Lad mig være”

Sabine løber grædende op af trappen, men stemmen forfølger hende. Foran hendes mors soveværelsesdør stopper hun med at løbe. Hun åbner forsigtigt døren og ser sin mor sove. Hun smiler og lukker forsigtigt døren igen. Hun tørrer øjnene, stemmen siger igen ”SABINE” hun bliver stiv af skræk og siger med angst i stemmen ”Hvem er du og hvad vil du mig?” stemmen griner og Sabine bliver mere angst, med en blid og rar tone siger stemmen ”Jeg er dit værste mareridt” Sabine siger med vrede i stemmen ”Hvem er du?” stemmen svarer ikke, Sabine tager mod til sig, hun går hen af gangen og ned af trappen, og så åbnede hun den store grønne beton dør, solen var endnu ikke stået op, og kulden fra natten hang stadig i luften, hun gik mens hun lyttede efter stemmen, de eneste lyde hun kunne høre var hendes tunge åndedræt og hendes trampen på fortovet.

Relaterede indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar