Lia Linea

Mine tanker om Lias anbringelse

3. marts 2017

20141119_174401

Jeg har ofte tænkt omkring det, da det jo har fyldt meget i mit liv og i medierne. Var det virkelig det rigtige de gjorde dengang da de anbragte Lia? – Det syntes jeg ikke det var, jeg syntes vi skulle have haft støtte op i hjemme eller måske komme på morbarn hjem, vi var unge og vi var uerfarne dengang, men det rigtige var IKKE at fjerne hende fra os dengang. det har jo skabt et barn som fik nogle knæk i tilliden til mennesker i en alt for tidlig alder, det kan jeg tydeligt se nu hvor jeg har Novah hjemme. Novah kysser allerede nu en på munden, mega sødt <3

 MEN lia var et godt stykke over et år før hun af sig selv kom og kyssede os og krammede os, og jeg er sikker på at det der har været skyld i det er hendes tidlige anbringelse. – Lia har altid betydet alt for mig, hun har altid været min lille solstråle, og er hun stadig den dag i dag, så da vi mistede hende, gav kommunen jo ikke kun hende et kæmpe svigt de gav jo også især mig, et kæmpe had til kommunen, og et mistro til alle kommunalt ansatte mennesker

ja jeg ved det er et problem men jeg kan virkelig ikke gøre for det, jeg føler bare alle kommunalt ansatte vil mig det ondt, selvom jeg inderst inde godt ved det ikke passer. det er noget jeg arbejder på hver evig eneste dag, og jeg ved det er et problem, jeg ved det er et sted hvor jeg skal arbejde med mig selv,

Lige i anbringelses situationen havde jeg virkelig lyst til at rasere det hele, men fortalte dem aldrig det, røg altid 2 smøger inden mødet og 2 smøger efter, for så kunne jeg styre mit temperament, og ikke komme til at sige eller gøre noget dumt, hvilket jo kun ville have skudt mig selv i foden, dengang.

FORTRYDER JEG DE FILMEDE ANBRINGELSEN?

Nej faktisk ikke for det var jo en del af min hverdag og det var MIT liv på dette tidspunkt, ja det var et sårbart emne, og vi havde lavet nogle aftaler om hvordan det skulle foregå hvis de skulle være der og filme. og de unge mødre overholdt hver og en aftale som var lavet. hvilket jeg var så glad for dengang 🙂 og er jeg self stadig den dag i dag.

FORTRYDER JEG AT JEG SAGDE JA TIL NOGLE TING JEG IKKE HAVDE LYST TIL?

Ja kommunens hjælp og andre småting vi skulle give vores samtykke til, var der ofte nogle ting eller noget hjælp jeg bare viste ikke ville gå men i frygt for den magt de havde sagde jeg ikke noget til dem, jeg kom ikke med mine egne krav, og fortalte ikke om mine ønsker og tanker om hvilken hjælp i hjemmet om JEG ville blive glad for.

Den dag i dag kommer jeg med mine krav, mine håb og mine drømme om hvilken hjælp og støtte der skal være hvis der skal være nogle og kan kommunen ikke acceptere det skal der ikke være nogen, for min lærdom igennem alt det her er, at hjælpen kan være god hvis du er glad for den, men er det en hjælp du ikke kan bruge til noget med nogle folk du bare ikke kan samarbejde med, så vil det hurtigt blive meget negativt og det vil ens børn kunne mærke og så vil det også gå ud over dem, hvilket jo ikke er meningen,

så jeg har lært at jeg skal holde fast i min mening og mine valg for kan jeg ikke acceptere og lide de mennesker der skal ind i mit hjem begynder både mig og mine børn og mistrives.

I perioden omkring Lias anbringelse og i tiden efter hendes anbringelse, levede mig og bent nok i en slags boble (eller jeg gjorde ihvertfald) hvor jeg ikke rigtigt kunne mærke mig selv, var utrolig ked af det sov med lias tøj eller dyne hver nat. men på en eller anden måde var det ikke gået op for mig hvad der var sket. det kom faktisk først da Lia kom hjem og jeg var mor for første gang alene uden opsyn. det var der jeg fandt ud af hvad jeg havde mistet i den periode hun var anbragt og så kom reaktionen. <3

 

Relaterede indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar